Vandring i de hjemløses verden

”Jeg har faktisk et ar her” siger Anders og kører pegefingeren hen over siden af hovedet. 

 

Arret kan ikke spottes gennem det leverpostejsbrune hår, men deltagernes øjne følger alligevel pegefingerens gang gennem håret. Nogle få meter fra Nåleparken står Anders og fortæller sin historie for en familie på fire. 

 

De har tilmeldt sig denne lørdags Poverty Walk som guides af Anders Bidstrup Nielsen. Han er tidligere misbruger og hjemløs. Anders har levet på gaden i næsten 20 år. I dag er han 45 år og har haft sin egen lejlighed i ni år.

 

Nåleparken. Navnet på to skure, der står med fronten mod hinanden og som engang var værnet af jernplader hele vejen rundt. Der står kun en enkelt jernplade tilbage, og den skærmer ikke for noget. Her sidder junkierne og fixer, sælger og bytter medicin med hinanden.
 

Udsat og eksponeret
 

100 meter fra skurene står Anders sammen med familien Kolding, som ikke kun lægger ører men også øjne til den guidede tur gennem Aarhus.
 

”Han angreb mig bagfra med fuld kraft. Heldigvis havde han ikke kunnet få fat i en rigtig kniv… Han havde stjålet en smørekniv ude fra Værestedets køkken,” uddyber Anders.

​

​

På hele turen står Anders og fumler med

sin Hus Forbi-hue i hænderne. Selvom

den kolde vind, opfordrer til at tage den

på, står Anders i stedet og nulrer den

mellem hænderne.

 

”I skal helst ikke tage billeder her. Sidste

gang nogen tog billeder her, mens jeg

var guide, blev jeg slået ned dagen

efter,” siger Anders som noget af det

første, da han stopper op ved

Nåleparken.

 

Mange af misbrugerne har venner og

familie, som ikke er bekendte med deres

misbrug. Derfor er anonymiteten vigtigt

for dem. Har man kompromitteret deres

anonymitet med et uskyldigt foto taget på

sin iPhone, mens Anders har været guide, går det udover ham.
 

Poverty Walk skal fremme viden om udsatte 

​

Hjemløse er en uønsket del af bybilledet. Sådan er der måske ikke mange der bevidst tænker, men det kommer til udtryk i vores opførsel. På gaden går mange i buer udenom, ved busstoppestedet ignoreres de ofte, og på Klostertorv døjer mange beboere og erhvervsdrivende hver dag med spektakler, råb og slåskampe.

 

Dette har også været årsag til, at social- og beskæftigelsesrådmand Kristian Würtz sammen med Kirkens Korshær i juli lagde op til, at døgnvarmestuen på Nørre Allé deles og flyttes til henholdsvis to nye lokationer på Godsbanen og Sydhavnen.

 

Formålet er ifølge Kristian Würtz at udbedre den uholdbare situation på Klostertorv. Den skaber utryghed for beboere og går udover de erhvervsdrivendes omsætning. Og så er det også ifølge ham “uværdige forhold for de socialt udsatte”

 

Et andet sted i byen forsøger ildsjæle at skabe forståelse for de socialt udsatte. Poverty Walk er et projekt initieret af Ove Abildgaard som er leder på Værestedet, der holder til i bunden af Jægergårdsgade på Sydhavnen i Aarhus. 

 

Denne form for turistattraktion har formål at gøre alle interesserede mere oplyste om hjemløses og udsattes vilkår samtidig med at hver guide får muligheden for at fortælle deres personlige historie, mens de viser opholdssteder for byens hjemløse og udsatte borgere. 

​

Undskyld, må vi flytte på jer?

​

De hjemløse og udsatte er vant til at blive flyttet rundt. I 90’erne sad de ved Spytbakken på Bispetorvet ved Aarhus Domkirke. Derefter rykkede de til Mølleparken, siden til Klostertorv, hvor de først sad på den store side af torvet ved busskurene, som nu er revet ned. 

 

I dag sidder de på den anden side af vejen, hvor kommunen har opstillet en rund bænk, og et offentligt toilet, som i dag udgør mødestedet, for nogle af byens skæve eksistenser.

 

Ifølge Rune Thorslund, som arbejder på det sociale tilbud Værestedet, har man i lang tid forsøgt at flytte de hjemløse og udsatte ud af byen.

 

“I 1972, oprettede man et forsorgshjem ude i Tranbjerg, så man kunne få de hjemløse ud af byen, men de kommer der, hvor der er mennesker, så derfor er de stadig inde i byen i dag”, siger Rune Thorslund. 

 

På Klostertorv om den runde bænk sider Emma, Fisker og Mikkel. Selvom klokken kun er 11:34, er vodka og øl allerede fundet frem. De er nogle af dem, som jævnligt mødes ved Klostertorvet. Det er deres dagligstue og stamværtshus.

 

”Først var det Spytbakken, så var det Mølleparken, og nu sidder vi her, så hvor, vil de flytte os hen næste gang?” Siger Fisker. 

 

”De kan ikke flytte os! Det er et magnetfelt, det her område, vi bliver trukket herhen” lyder det fra Emma, når samtalen falder på kommunens, beboernes og forretningsejernes ønske om at fjerne dem fra Klostertorv.

 

En ung kvinde kommer småløbende hen til den runde bænk. Hun har tatoveringer på hænder og har en lille hund med under armen. Hun hulker. Emma tager imod hunden, Mikkel rejser sig op og tager imod hende, hun får et kram. Han forsøger at forstå, hvad der er galt, men det er svært, når hulk, tårer og alkohol påvirker stemmen. 

 

Ikke en del af fællesskabet

​

Det er ikke kun på bestemte områder som Klostertorv, hvor de udsatte er uønskede. De udsatte har også en generel følelse af ikke at være en del af det etablerede fællesskab og at blive stigmatiseret af resten af samfundet. Dette bliver beskrevet i rapporten “Bag om Fællesskabsmålingen”, som VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd udgav i 2019. 

 

Anders kan huske, at en fejlslagen backpackerrejse endte med, at han stod i Paris og var hjemløs. Han var 19 år på det tidspunkt. Her blev han advaret af de erfarne hjemløse om at sove bestemte steder.

 

”Man skulle ikke sove på gågaden, så spyttede folk på en, og man kunne også blive overfaldet.” 

 

Men det er ikke kun i Frankrig, man skal passe på som hjemløs. For et par år siden i København, fik en hjemløs en vodkaflaske af en forbipasserende. Den hjemløse tog straks en taknemmelig slurk. Men det resulterede i tre døgn i koma på Rigshospitalet. Det var nemlig ikke vodka, men tredobbelt salmiakspiritus, flasken indeholdt.

Guidernes historie er drivkraften

​

På Værestedet går døren op mange gange i løbet af dagen. Men lige i dag er der faktisk ikke så travlt. Telefonen bipper dog stadig af og til. På kontoret er opstillet tre hæve-sænke borde. 

 

Ved det ene af dem sidder Rune Thorslund

som er medarbejder og koordinator for

Poverty Walks. Dagen foregår dog ikke kun

bag computerskærmen. Som medarbejder

på Værestedet, er jobopgaverne alsidige

og består i høj grad også af at være til

rådighed for de personer, de kigger ind i

løbet af dagen. 

 

En ældre mand med langt, ufriseret skæg

stikker hovedet ind på kontoret. 

”Hvor er Ove?” siger ham med en stemme,

der afslører, at den Brutalis han har i

hånden ikke er dagens første.

 

I sit arbejde med udsatte kan Rune se, at

der er en kløft mellem de hjemløse og ”alle

os andre”: 

 

”I hverdagen har folk ikke et generelt problem med at se dem i bybilledet. Men i situationer som på Klostertorv, med den larm og den måde de stikker ud fra fællesskabet på, er der mange, der ikke kan rumme dem.”

 

Selvom Poverty Walk er en guidet tur gennem byens opholdssteder for udsatte og hjemløse, bliver den guidede tur i høj grad en personlig fortælling om guidens misbrug og vej gennem livet som hjemløs 

 

“I princippet kan du få en ny oplevelse, for hver guide vi har. Og vi har cirka 20 guides,” siger Rune Thorslund. 

 

Et samfund i samfundet

​

På flere stop gennem turen hilser Anders på de andre hjemløse. Han kender dem alle. 

”Hej!” siger han og vinker til en ældre mand med grønlandsk udseende.

 

”Jeg kommer ned til jer senere!” Anders vender sig om mod gruppen. De står ved Naapiffik, den grønlandske varmestue. Her er der ifølge Anders altid godt humør. Her hjælper man hinanden, også selvom éns egne ressourcer er knappe.

 

Også dem på Klostertorv hilser han på, selvom de efter hans egne ord er ”to forskellige grupper”. Ifølge Anders er de primært delt op i to grupper: Der er stofmisbrugerne, som holder til nede omkring Nåleparken, og så er der alkoholikerne, som sidder sammen på Klostertorv.

 

Selvom grupperne i og for sig er opdelt, er sammenholdet stadig stort. Det er det nødt til at være, når man ikke har en fast base. Menneskene bliver din base. Selvom Anders har haft egen lejlighed i ni år, ses han stadig med sine venner, han har fået gennem sin tid på gaden.

​

På vej hjem

​

Poverty Walken er færdig, og Anders skal tilbage til Værestedet til aftensmad, på vej ned af Vestergade støder han ind i et velkendt ansigt.

 

“Hej Anders! Lang tid siden, hvordan går det?” 

 

Manden er café-ejer, og er blot én ud af flere café- og værtshusejere i Aarhus, som Anders i sin tid fik lavet aftaler med, da han var Hus Forbi sælger. Hver gang det nyeste nummer af Hus Forbi udkom, kunne Anders som den eneste sælger få lov at ligge blade i deres forretninger, og også nogle gange komme ind og sælge det til gæsterne.

 

“Hej du, det går godt! Jeg er lige på vej til aftensmad, men jeg kommer snart forbi!”