Mit navn er Calle. Jeg er 25 år, og jeg er

født og opvokset i København.

​

Jeg er nummer to i en søskendeflok på fire.

Indtil jeg var 12 år, levede jeg

et normalt middelklassekernefamilieliv. Det

ændrede sig, da min fars fortid indhentede

ham, og han blev syg med PTSD. Det betød,

at min familie gik i opløsning, og at jeg i høj

grad mistede kontakten til min far de efter-
følgende otte år. Uretfærdigheden ved at
miste min far til en sygdom, tændte en vrede
i mig. Det var den vrede som fik mig til at
blive politisk aktiv. Jeg ville ændre verden til
et bedre sted.

​

Under flygtningekrisen i 2015 var jeg med til at smugle flygtninge fra Danmark til Sverige via sejlbåd. Jeg og mine medsammensvorne offentliggjorde vores bevæggrunde på Facebook. Næste morgen blev jeg vækket klokken 6, telefonen ringede:

 

”Hej, jeg ringer fra DR’s TV-Avis. Kan du stille op til interview om jeres sejlads af flygtninge til Sverige?”

 

Efter en uge havde vi optrådt i de fleste medier i Danmark, og trusler i indbakken på Facebook blev hverdag. Efter en måned modtog jeg en sigtelse fra Københavns Politi, og de efterfølgende 18 måneder gik jeg med en frygt for at komme i fængsel. For at slippe væk fra det hele besluttede jeg mig for at tage på højskole.

​

Jeg havde brug for et pusterum,  jeg havde brug for at genfinde mig selv. På Nørgaards Højskole fandt jeg nye interesser. Jeg lærte at fotografere, og fotoet blev min vej ind i journalistikken, da vi skulle lave et dokumentarisk fotoprojekt. 

​

Igennem kontakter fra min politiske tid tog jeg rundt i landet og fotograferede, filmede og snakkede med venligboere og flygtninge. Frederikshavn, Hjørring, Fredericia, Aarhus, Nyborg, Kalundborg, Kolding.

​

​

Det var i mødet med flygtningen, der sad på udrejsecenter Kærshovedgård, selvom han havde kæreste og barn i Køge, med kvinden fra Nyborg, som både var venligboer og venstrevælger, at min journalistiske gnist blev tændt. 

​

I min ungdomsnaivitet troede jeg, at hvis man var venstrevælger, kunne man

ihvertfald ikke være venligboer. Jeg havde et meget snævert verdenssyn. 

​

Jeg gik fra at være den højtråbende med politiske holdninger til at blive den

eftertænksomme, som forsøger at forstå verden bedre. Når diskussionen på

værtshuset med vennerne går højt, er jeg ham der i højere grad googler emnet for

at bringe fakta og nuancer ind i debatten. 

​

Hvad vil jeg med journalistikken?

​

I HBO-serien "The Newsroom" er nyhedsvært Will McAvoy "on a mission to civilize". Hans mission indkapsler i høj grad min journalistiske passion. Behovet for det er nok mindre i Danmark end i USA, men at journalistikken skal bringe os sammen og få os til at snakke, lytte og forstå hinanden er en virkelig fin tanke.

​

I mit journalistiske arbejde kan jeg godt lide at arbejde med store datamængder. Tallenes tydelige sprog kan både fortælle historier, men også bringe ammunition til det kritiske interview.

​

Jeg er ikke den store nyhedsjournalist, men det er noget, jeg gerne vil blive bedre til. Den hurtige nyhed, der kan sætte dagsorden, eller bringe klarhed om et emne, er det journalistiske rugbrødsarbejde, som ofte lægger grobunden til de store undersøgende journalistiske produktioner, som jeg synes er interessante at arbejde med.

​

Jeg håber, du har lyst til at gå på opdagelse i de produktioner, som jeg har lavet på skolen, og at de kan vise mit potentiale som jeres næste journalistpraktikant!

​